Jeg var i Sarek sammen med 3 venner i 1987. To af vennerne havde erfaring fra rejser i blandt andet Nepal. Den tredje og jeg selv havde ingen erfaring med længere vandreture endsige fjeldvandring. Turen var da også en blandet succes. Vi kom ikke nær så langt ind i Sarek, som vi havde forestillet os.
Vi havde trænet alt for lidt, som i næsten ikke. Desuden medbragte vi for lidt mad. Vi spiste havregrød om morgenen med nødder og honning. Vi spiste ingen frokost men holdt den kørende med “præmier”. Det vil sige frugtbarer af forskellig art. Til aften spiste vi én frysetørret ret. Det var ganske enkelt for få kalorier og efter en uges tid kunne det mærkes på præstationsevne og psyke. Vi havde desuden fravalgt lækkerier som kaffe, kakao og chokolade. Forkælelse er vigtigt for moralen og det var en klar fejl at det “lækreste” vi medbragte var frugtstænger og honning.
Efter 7 dage i fjeldet valgte vi at vende tilbage til civilisationen, hvilket var lidt uforløst i forhold til at opleve Sarek for alvor.
Sarek gjorde dog et uforglemmeligt indtryk på mig. Jeg fik oplevet den fantastiske natur i Sarek. Jeg tænker stadig på Sarek som det reneste og mest uberørte sted jeg nogensinde har været, hvilket satte sig dybt i mig. Dengang gav jeg det løfte til mig selv, at jeg ville vende tilbage til Sarek senere i mit liv. Det forsøger jeg at realisere nu, 36 år senere.