Tøj til friluftsliv

Herunder vises noget af det tøj jeg bruger for tiden.

Skaljakke

Jeg købte en Alpha SV Gore-Tex jakke fra Arc’teryx på udsalg for nogle år siden. Den var stadig alt for dyr, men det er uden tvivl den bedste skaljakke jeg har haft. Perfekt pasform og stoffet er stift uden at det går ud over bevægeligheden, hvilket gør at regnen preller af uden at blive absorberet af stoffet. Dette sikrer at åndbarheden bevares når det regner. Jakken skal naturligvis imprægneres med for eksempel Nikwax med jævne mellemrum.

Arc’teryx Alpha SV

Støvler

Mine yndlingsstøvler er for tunge og uden Gore-Tex membran, men de føles som et beskyttende skjold om mine fødder samtidig med at de støtter mine ankler som et par slalomstøvler. Det har krævet mange kilometer at gå støvlerne til. De sad dog perfekt på mine fødder fra første gang jeg tog dem på, takket være det specielle skum de er foret med. Støvlerne vejer 1300 gram stykket og kræver jævnlig behandling med bivoks for at være nogenlunde vandtætte.

Meindl Perfekt

Jeg har investeret i et par Meindl Engadin, som jeg bruger for tiden og som jeg tager med til Sarek. De er stadig i den tungere ende med en vægt på cirka 1000 gram per støvle, men er dog noget lettere end Meindl Perfekt.

Meindl Engadin
Meindl Engadin

Vandrejakke

Når det ikke regner, men er køligt og/eller blæsende bruger jeg en vindtæt og åndbar jakke. Min jagtjakke til sommerbrug, fra Härkila, er perfekt til dette. Jakken har vandtætte dele på skuldre og arme. Resten af jakken er vindtæt. Jakken er uden hætte, hvilket kræver at jakken suppleres med en vindtæt hat eller tørklæde. Modellen hedder Agnar Hybrid.

Härkila Agnar Hybrid

Jeg har købt en Bergans Microlight Vindjakke på kun 225 gram for at spare vægt på Sarek-turen.

Bergans Microlight
Bergans Microlight

Vandrebukser

Jeg bruger også mine jagtbukser til at vandre i. Når det er koldt vælger mine Pro Hunter Move bukser fra Härkila de har Gore-Tex membran og er ekstremt slidstærke. Til gengæld er de lidt tunge og yderstoffet suger vand når det regner. Jeg har derfor stadig åndbare tynde regnbukser med til når det regner meget.

Härkila Pro Hunter Move

Når det er varmere bruger jeg mine Hermod bukser ligeledes fra Härkila. De er ikke vandtætte og noget mindre slidstærke end Pro Hunter. Til gengæld er de mere behagelige i varmt vejr og bliver det koldt tager jeg lange uldunderbukser på indenunder.

Härkila Hermod

Mellemlag

Som mellemlag bruger jeg en fleece fra Haglöf, der hedder Risberg Jacket. Udover at være varm og behagelig har den mere lukket yderside, der blandt andet gør at den skærmer bedre mod vind.

Haglöf Risberg Jacket

Alternativt bruger jeg min lidt lettere Patagonia Nano Puff Hoody, på 385 gram.

Patagonia Nano Puff Hoody

Inderlag

Som inderlag bruger jeg udelukkende uldtøj. Jeg er blevet rigtig glad for Devold Expedition. Jeg har for eksempel en expedition trøje med høj hals og lange ærmer med hul til tommelfingeren. Den er perfekt til kølige dage. Jeg har desuden lange underbukser i samme serie.

Devold Expedition